En solokvinde i fertilitetsbehandling
En solokvinde i fertilitetsbehandling
– Historier om uønsket barnløshed, tabuer, stigmaer & følelser.
Her følger et indlæg fra en anonym kvinde, der har været tilknyttet et af mine netværksmøder. Hun fortæller en stærk og rørende beretning om at møde stigmaer og tabuer i beslutningen om at blive solomor via fertilitetsbehandling. Og om, hvordan mødet med andre med lignende bekymringer og overvejelser har fungeret for hende. God fornøjelse med læsningen.
Solokvinden
Det er en svær beslutning at gå i gang med fertilitetsbehandling solo. Der er en sorg forbundet med at sætte et ønskebarn i verden alene. Jeg har ikke ønsket at være alene, og jeg har ikke ønsket, at mit barn kun skulle have én forælder. Der har været mange etiske overvejelser i beslutningsprocessen, som jeg skal leve med fremadrettet.
Jeg er oprigtigt ked af den stigmatisering, også fra fagfolk i medierne, der ind imellem kommer op om kvinder, der går solovejen. Fremstillingen af solokvinder, som kræsne, karrierefokuserede, der kommer for sent i gang med at få børn, er alt for ensidig. Ligesom fremstillingen af solokvinders tilvalg af børn som mere egoistisk end alle andres tilvalg af børn. Jeg ville ønske, mennesker var bedre til at møde hinanden fordomsfrit og høre hinandens historie, inden vi trækker fordommene frem og propper hinanden i bokse. Alle har en historie. Den historie er individuel.
Min egen baggrund er, at jeg i start-trediverne mistede min daværende kæreste. Den mand, jeg troede, jeg skulle have børn og blive gammel med. I start-trediverne, hvor vennerne blev gift og fik børn, begravede jeg min kæreste og ønsket om fælles børn. Det var, og er, en meget stor og tung sorg, jeg har med mig i livet.
Jeg har været tvunget til at lægge min ungdoms forestilling til side og bare være åben for at møde en ny. Jeg synes, jeg trods sorgen har gjort en indsats for at komme ud og måske møde en ny, stor kærlighed. Desværre har jeg følt, at jeg ramte en mur… Dt de fleste singlemænd i trediverne og fyrrene jagtede en forestilling. Det kræver to for at indgå i et forhold, og singleansvaret kan ikke alene tillægges en kræsen solokvinde. Jeg har oplevet mange singlemænd, der har helt urealistiske krav til kvinden i livet, ikke mindst til kvindens alder. Jeg følte mig mest af alt som single i trediverne på datingmarkedet behandlet som en “reproduktionsvare med snarlig udløbsdato”. Fra at have begravet en kæreste tæt på 30 år var jeg pludselig kun interessant for 10 år ældre mænd på den anden side af 40+ år. Alder behøver ikke at spille en rolle, men det kommer den til, når der på den måde tegner sig en udpræget skæv alderspræference i mænds tilvalg af kvinder. Det er nedværdigende, og det ødelagde mit selvværd. Jeg vil først og fremmest mødes som menneske. Jeg vil ønske, at også fagfolk, især læger i debatten om alder og kvindens reproduktionsevne, var bedre til at huske værdien i ethvert menneske, så kvinder ikke bare bliver en reproduktionsvare med snarlig udløbsdato. Alle har en historie, og der et menneske bag hver historie.
Det har været rigtig sundt for mit eget selvbillede at se ”solokvinden” udefra. Det har påvirket mit selvbillede positivt, især når mange i mine omgivelser så ensidigt lagde ansvaret for min singlestatus på mine skuldre.
Jeg var nødt til at prioritere min egen overlevelse og selvværdi. Jeg har valgt den indstilling, at livet kom til mig i forkert rækkefølge, mand, begravelse og så barn. Det er et hårdt slag oveni, at graviditeten nu ikke kommer af sig selv.
At se sig selv udefra
Netværksgruppen har givet mig en mulighed for møde ligestillede, som har et livsvilkår, der ligner mit. Ikke kun at møde andre kvinder i fertilitetsbehandling, der kæmper for barnet, men også andre kvinder i fertilitetsbehandling, der er alene. Noget af det, der har lettet en meget stor sten fra mit hjerte, har været at se og møde så mange skønne og seje kvinder blandt ”solokvinder, der er ufrivilligt barnløse”. Så mange forskellige kvinder med så megen refleksion, perspektiv og empati. Det trængte jeg virkelig til efter nogle hårde år på datingmarkedet, hvor jeg mest af alt følte mig behandlet som en ”reproduktionsvare med passeret udløbsdato”. Det har været rigtig sundt for mit eget selvbillede at se ”solokvinden” udefra. Det har påvirket mit selvbillede positivt, især når mange i mine omgivelser så ensidigt lagde ansvaret for min singlestatus på mine skuldre.
Den vigtige samtale og den store sorg
Ord dækker ikke, når vi møder de store sorger i livet. Vi bliver ordløse. Men med tiden kan man lære at sætte ord på dét, som er ubeskriveligt svært. Dét, som er ubærligt. Det ved jeg fra den gang, jeg mistede min kæreste, hvor hele mit eksistensgrundlag og min fremtid blev revet væk under mig. Derfor har jeg også været bevidst om vigtigheden af, at jeg prøver at bearbejde og sætte ord på sorgen af det ene mislykkede fertilitetsforsøg efter det andet. Så jeg kan bevare styrken til at kæmpe videre. Dét, som virkelig kan spænde ben for fertilitetskampen, er jo, hvis jeg går ned med flaget. Det må ikke ske, for jeg vil det her.
I en kultur som den danske kan det være vanskeligt at få lov at sætte ord på afmagten og det svære i livet. Mange danskere vil helst blive i troen på, at vi kan styre og fikse alt. Der er en berøringsangst overfor afmagt, sygdom og død. Den berøringsangst kan komme til udtryk fysisk og mentalt. Berøringsangsten kan være fysisk, hvor andre fysisk undgår én, enten ved ikke ringe mere eller helt at holde op med at besvare telefonopkald, sms og mail. Berøringsangsten kan også komme til udtryk mentalt, hvor andre er kunstigt positive og hele tiden skifter emne. Hvorfor spørge til, hvordan hinanden har det, hvis ikke vi er indstillet på at høre det ærlige svar? At livet ind imellem bare er svært.
Mange vil ikke vedkende sig dét, som den i afmagt og sorg mærker, at i livet går sorg og glæde hånd i hånd. Mange mennesker bliver derfor, som også jeg selv har oplevet, meget isolerede, når de for alvor rammes af livets vilkårlighed og meningsløshed. Pludselig undgår mange én, enten fysisk eller også mentalt i forhold til, hvad der er ”sundt” at tale om.
Her er det lege artis at sige alt det, som den berøringsangste danske kultur gerne vil flygte fra. Alle de store eksistentielle spørgsmål. Hvad nu, hvis det ikke lykkes? Hvad skal jeg så i livet? Hvordan skal jeg bære sådan en sorg? Hvordan skal jeg få et meningsfyldt liv?
Netværksgruppen giver mig en mulighed for i et beskyttet rum at sætte ord på det hele. På det svære og afmagten i at være i fertilitetsbehandling. Uden facade og uden at føle, at jeg skal underspille, hvor hårdt det ind imellem er. Uden at jeg skal tage hensyn til den sorg, mine pårørende, som mine forældre, også kan have. Uden bekymring for, om vennerne bliver trætte af at høre på mig og til sidst falder fra.
For det er en sej kamp at gå gennem fertilitetsbehandling. Det er en kamp, solokvinder gennemgår alene. Det er en proces fuld af gentagne sorger. Ønskebarnet vokser jo allerede i hjertet fra før den dag, jeg besluttede mig for at gå i gang med behandling. Det er jo hele min selvforståelse som kvinde og mit ønske for et meningsfyldt liv, jeg kæmper for. Der er en ny sorg i hjertet ved hvert mislykket forsøg. Der er bare ikke en fysisk gravsten denne gang, der markerer den sorg, jeg føler. Samtidig kan det være svært at bearbejde sorgen, fordi der jo er en fysiologisk deadline for fertiliteten. Jeg skal jo bevare håbet og fokus på næste forsøg samtidig med, at jeg føler, vinduet af håb gradvis bliver mindre med hvert mislykket forsøg og min stigende alder. Det er en enorm stressfaktor og mange modsatrettede følelser, som gør, at det kan være svært at håndtere den sorgproces, det også er at være i fertilitetsbehandling. Der kan netværksgrupper for ufrivilligt barnløse, ledet af en fagperson, være en hjælp. Til at håndtere stressen, til at håndtere de mange modsatrettede følelser, til at håndtere sorgen og til at håndtere håbløsheden i et behandlingsforløb.
At se fremad
Det, som har fyldt meget for mig, er uvisheden. Bekymringen for, hvad nu hvis det ikke lykkes? Der er jeg tit blevet mødt med, at ”det måtte jeg ikke spekulere på”. Men mine tanker og bekymring for fremtiden bliver jo ikke færre af, at andre forsøger at styre samtalen i en anden retning. Det gør kun, at jeg blive lukket mere inde i mig selv, selvom jeg rent faktisk rækker en hånd ud og prøver at lukke andre ind. Jeg gør mit bedste for at forholde mig til min situation, men også tage hånd om min fremtid uanset, hvad den bringer. Her er netværksgrupperne en hjælp. Her er det lege artis at sige alt det, som den berøringsangste danske kultur gerne vil flygte fra. Alle de store eksistentielle spørgsmål. Hvad nu, hvis det ikke lykkes? Hvad skal jeg så i livet? Hvordan skal jeg bære sådan en sorg? Hvordan skal jeg få et meningsfyldt liv?
Måske bliver uvisheden lidt nemmere at bære, når jeg får lov til åbenlyst at forholde mig til de store tunge eksistentielle spørgsmål, til afmagten, til sorgen og frygten for, at det ikke lykkes. For i den proces ligger også en skelnen mellem, hvad der er i min magt, og hvad der ikke er i min magt. I stedet for kun at føle et vindue af håb, der gradvis lukkes i, så flytter jeg fokus til de vinduer, der kan åbnes op. For jeg tror på, at ethvert ønskebarn er lige elsket, om det er et biologisk barn, om det er et donorbarn eller om det er et adopteret barn. Ønsket om et biologisk barn handler mest om min frygt for, at biologien vil betyde noget for barnet. Min frygt for utilstrækkelighed. Her er netværksgrupperne en rigtig fin mulighed for igennem italesættelse og bearbejdelse af afmagten at finde spejling, perspektiv og sparring i den lange vej til ønskebarnet. For det handler jo ikke om, om det lykkes, men om hvordan det lykkes.
Kvinden, der står bag beretningen her, har deltaget i et af mine netværksmøder for ufrivilligt barnløse. Du kan læse mere om forløbene her og finde ud af, om de måske kan være en hjælp for dig. Alternativt kan det være, at enkelt- eller partnersamtaler er vejen frem for dig. Dem kan du læse om her.
Tak, fordi du læser med.
Her har jeg valgt løbende at dele vedkommende og vigtige perspektiver fra livet i fertilitetsbehandling og vigtigheden af at få den ro og støtte i den svære situation, som så mange individer bliver sat i på et afgørende tidspunkt i deres liv.
Ofte er det svære og tunge fortællinger om afmagt og sorg, men som regel er der også plads til afklaring og nye, vigtige perspektiver på livet og sig selv. Præcis, som jeg oplever det dagligt, når jeg møder mange forskellige personer i min praksis, der kæmper med svære følelser og store tabuer.
Har du selv deltaget i et af mine forløb, og har du lyst til at sætte ord på de ofte tabubelagte og vanskelige emner, du har tumlet med, så tøv ikke med at skrive til mig.